top of page

Ambulant behandling

 

Ambulant behandling er et behandlingstilbud til afsonere, hvor vi udbyder ugentlige individuelle terapeutiske samtaler med indsatte. For at den indsatte har gennemført behandlingsforløbet, skal den indsatte have været igennem 10 individuelle samtaler. Såfremt at den indsatte efter de 10 samtaler stadig vil have gavn af behandlingen, kan behandlingsperioden forlænges, indtil det ikke opleves som nødvendigt længere.

 

Udover individuelle samtaler tilbyder vi også vores gruppeforløb Compass. I ComPass skaber vi muligheden for at de indsatte sammen i en gruppe, kan have fokus på emner som motivation & mål, erkendelse af misbrug, angst & håndtering af følelser, vaner & kedsomhed, værdier, risikosituationer og drømme for fremtiden. Vores gruppeforløb foregår som ugentlige samtaler, i 3 timer af gangen, og er et ekstra tilbud som supplerer vores individuelle ambulante behandlingstilbud.

 

I vores ambulante behandling, har vi tre grundlæggende udgangspunkter, som behandleren tilrettelægger behandlingsmål og tilbud ud fra til den indsatte: Motivationstilbuddet, substitutionstilbuddet og det ambulante tilbud.

 

Motivationstilbuddet henvender sig til afsonere, som har et overforbrug af stoffer eller alkohol, hvor dette udgør et ikke-erkendt misbrug. Her arbejdes der i terapien med den indsattes selvindsigt og med at skabe en forståelse for konsekvenser af misbruget.

 

Substitutionstilbuddet henvender sig til afsonere, som modtager et substitutionspræparat under afsoning – fx metadon eller suboxone. Her arbejdes der med at skabe en stabil social situation og med at afklare behandlingsbehovet og ønsket, således at der kan iværksættes den bedst mulige indsats under og efter afsoning.

 

Det ambulante tilbud henvender sig til afsonere som har et erkendt misbrug af alkohol og stoffer. I dette tilbud arbejdes der mod alkohol/stoffrihed eller mod en minimering af misbrug. Dette gøres blandt andet ved at undersøge, hvilken funktion alkoholen/stofferne har haft for den indsatte, og derfra arbejde med de bagvedliggende årsager til, at den indsatte har indgået i et misbrug.

 

Som en del af alle tre ovenstående behandlingstilbud, er det også muligt for den indsatte at få NADA akupunktur, som bruges til at minimere abstinenser, uro og angst.

 

Den ambulante behandling er omfattet af behandlingsgarantien stillet af serviceloven og sundhedsloven, og vi opfylder de krav der stilles herunder. Det betyder, at man som misbruger ved første henvendelse, har garanti for at behandlingen påbegyndes inden 14 dage.

I alle vores behandlingstilbud er vores mål at hjælpe den indsatte med at tage det første skridt på vejen imod at leve uden misbrug og kriminalitet i fremtiden.

bottom of page